mandag den 28. november 2011

Adventskrans

I min sorg og arrigskab over den stjålne barnevognskæde glemte jeg helt at vise min adventskrans i går.


Jeg ELSKER glaskugler og køber lidt flere hvert år. Min kæreste synes vist, at den er temmeligt overlæsset og lidt for meget, men jeg synes den er rigtig fin. Jeg håber, alle havde en god 1. søndag i advent. Jeg fik en kødhakker, så nu er der ingen undskyldning for ikke at lave tonsvis af vanillekranse! :)

søndag den 27. november 2011

R.I.P. barnevognskæde

Nogen har stjålet min barnevognskæde! Og her er der ikke tale om, at der er nogen, der har lavet en helt magen til (hvilket selvfølgelig ville være helt fint, alle opskrifter er jo i "Hæklede Dyr"). 

Nej, der er tale om, at nogen har hægtet den af barnevognen og snuppet den i toget, da jeg vendte ryggen til for at hente barnet og komme ham ned i barnevognen.

Det er kraftstejlme strengt og jeg er godt nok sur!

Så hvis du ser en barnevogn med denne kæde i, så stjæl den tilbage. Jeg giver findeløn. 
Den kan kendes på den skæve elefant med de store ører.

lørdag den 26. november 2011

Nye strikkede babysko

Barnet er allerede vokset ud af de babysko, jeg strikkede før fødslen (hvor går det bare sindssygt stærkt!) og jeg har derfor strikket nogle nye.


Jeg har hæklet en række luftmasker som snørebånd, så han ikke (så hurtigt) kan sparke dem af. Jeg har også hæklet et lille hjerte til hver.

Barnet og jeg er i Jylland og bliver forkælet af mine forældre - skønt! Jeg håber, alle har en lige så god weekend.

tirsdag den 22. november 2011

Ugleuro / Barnevognskæde med ugler - sy selv!

Barnet er ved at opdage sine hænder, hvilket pt dog primært udmønter sig i at han sutter på dem og han er ked af det om aftenen. Men snart vil han begynde at række ud efter ting og så skal vi have udskiftet den ellers elskede Normann flyver, som hænger over legetæppet.

Og jeg har derfor lavet denne uro:

Ringen er en broderi-ring, uglerne hænger i elastiktråd og selve uroen er hængt op i fiskesnøre.

Jeg klippede disse dele ud af 6 forskellige slags stof:
  • 6 næb
  • 12 kroppe
  • 24 vinger
  • 12 hvide øjne
Jeg syede næb og øjne fast på kroppene og vingerne sammen og broderede pupillerne i hånden.før jeg syede for- og bagsiden af kroppene sammen med vingerne imellem. 

Uglerne er fyldt med bamsevat.

I nakken er syet en lille nøglering (Panduro) godt fast. Jeg har hængt dem op i elastiktråd så han kan hive fat i dem uden at rive uroen ned.
De færdige ugler









Set fra barnets synsvinkel
 Hvis man nu mere havde brug for en barnevognskæde, så ville det se således ud:
Perler fra Tiger, elastiksnor og klips fra Panduro
 Den ville være ret fin til barnevognen, men jeg har jo allerede lavet én barnevognskæde.

Det var et meget hyggeligt lille projekt.

torsdag den 17. november 2011

Æble cup cakes med kanel frosting

I dag havde jeg mødregruppen på besøg og lavede derfor æble cup cakes med kanel frosting.


Æblerne var noget af det æblekompot jeg lavede. Frostingen var ligesom det citrusfrosting, jeg lavede i sidste uge, bare med kanel i stedet for citrus, forstås. Det smagte dejligt!

Nu skulle det hele jo ikke gå op i kage, så jeg bagte også et grydebrød, dog med 2 dl surdej i stedet for gær. Det fik ikke tid til at efterhæve tilstrækkeligt, så det blev desværre lidt bastant. Sådan går det nogle gange.

Som sædvanlig var det hyggeligt med mødregruppen; det er rart at kunne knævre igennem om de virkelig banebrydende oplevelser, man har som ny mor på barsel. Og det er det nok også for vores mænd, som så slipper for at høre på det.

tirsdag den 15. november 2011

Kanin med store kinder - Hæklede dyr V!

Siden den lidt mislykkede elefant har det været så som så med hækleriet, men de sidste par dage har barnet været ualmindeligt kontaktsøgende, så jeg har ikke kunnet lave meget andet end at sidde i sofaen og se fjernsyn. Og hækle.

Det er der kommet følgende ud af:


Jeg synes nok kinderne er blevet rigeligt store i forhold til hovedet og jeg synes ellers, jeg gjorde præcis som der stod i opskriften i "Hæklede Dyr". Måske har den bare spist for mange gulerødder. 

søndag den 13. november 2011

Pusletaske - sy selv!

I et anfald af misforstået overskud besluttede jeg mig for at sy en pusletaske. Godt nok havde jeg allerede lavet én pusletaske, men den var lige stor nok til at være i den lille kurv under kombivognen, så i stedet for at købe en besluttede jeg mig for at lave den selv.
Det var sjovt at lave den, men det tog dælme lang tid - mest fordi jeg ikke kunne få lov til at arbejde mere end kort tid ad gangen pga barnet. Jeg fik ikke taget nogen billeder undervejs; det rakte overskuddet alligevel ikke til.

Ydersiden, hver der på den ene side er et 12 cm højt panel, kantet med satinskråbånd og med en pyntesøm på midten

Indvendig. Der er to paneler, 12 cm i højden, inddelt i 3 rum. 

Det ene panel, hvor der er en løbegang med bukseelastik, så småting ikke falder ud








Det andet panel, uden elastik. Til pusleunderlag og tøj osv.

"Enden" af pusletasken. 
Materialer:
  • To slags tynd voksdug, 1 m af hver
  • Kjolelynlås, 40 cm lang
  • Stift vlieseline
  • Bukseelastik, 32 cm
  • Tyndt pladevat, alternativt engangsvaskeklude
  • Stoflim, spray
  • Tråd
Fremgangsmåde:
  1. Klip følgende:
    1. Både yder- og inderstof, alt tillægges 1 cm sømrum:
      • For og bagside. Jeg har lavet det 32 cm i bunden, 18 cm lige op og så en bue på 38 cm
      • Bundpanel: 75 cm lange, 12 cm brede
      • Toppaneler: 2 stk: 38 cm lange,  6 cm (yderstof) / 4 cm (inderstof) brede 
    1. Kun yderstof: 
      • Lomme: 32 x 12 cm
      • Hank: mindst 70 x 12 cm. Mål evt styret på barnevognen så hanken kan blive lang nok til at tasken kan hænge dér.
    2. Kun inderstof:
      • Lommer: 2 stk à 47 x 13 cm
    3. Vlieseline: Svt top og bundpaneler af inderstoffet
    4. Pladevat: Svt for- og bagside, inkl sømrum
  2. Stryg vlieseline på top- og bundpanelerne af inderstoffet
  3. Lim pladevattet på for- og bagside af inderstoffet
  4. Sy skråbånd på toppen af yderlommen, sy lommen fast på forsiden, sy en søm i midten så det bliver to rum
  5. Sy en 1 cm løbegang i toppen af den ene inderlomme, sæt elastik i, fordel folderne jævnt.
  6. Lav et ombuk og sy en søm i toppen af den anden inderlomme
  7. Sy inderlommerne fat på inderstoffet. Der er 5 cm "ekstra" til hvert af de tre rum, som lommen inddeles i. Lav en 2.5 cm fold i hver ende af alle tre rum, ri dem fast. Sy lommerne fast på for- og bagstykke af inderstoffet. 
  8. Sy bundpanelerne fast på for- og bagside med samme teknik som skråbånd. Det giver en fold i hvert hjørne. Sy den sammen. Man kan muligvis gøre det på en anden måde, men jeg kunne ikke regne ud hvordan
  9. Lynlås: Sy Lynlåsen fast på både inder- og yderstoffets toppaneler. Inderstoffet skal sys på først, ½-1 cm længere ude end yderstoffet så det ikke kommer til at sidde fast, når man lyner lynlåsen og man ikke kan se sømmen udefra. Det lyder mere indviklet end det er. Se evt på en taske med for, hvordan det ser ud. 
  10. Læg hanken ret mod ret på langs, sy det sammen, vend den og lav en stikning i begge sider.
  11. Sy toppanelerne fast på toppen af for og bagside på yder- og inderstof, ret mod ret. Vend det hele om. 
  12. Sæt toppanelerne mellem inder- og yderstoffet på toppen af bundpanelerne og sæt hanken udenpå (se billedet). Ri det hele grundigt sammen. Det er det sværeste overhovedet og jeg måtte også pille det op. 
  13. I hånden: Sy inder- og ydersiden sammen i sømmen mellem toppaneler og for- hhv. bagside for at sætte inder- og ydersiden sammen.
Voila: en hjemmelavet pusletaske. Det var lidt indviklet men en sjov udfordring, og størrelsen passer perfekt.  Der er plads til alt det nødvendige selv til en lang udflugt med baby. Og voksdugen gør, at den ikke bliver gennemblødt af regn og mudder og hvis der går hul på en tube crème kan det tørres af. 

onsdag den 9. november 2011

Norwegian Wood - anbefaling!



Jeg er den lykkelige indehaver af en Amazon Kindle e-reader og har således haft hele biblioteker med til fx Mexico (altså i mit gamle liv før barnet). Til Kindle er der en Android (og iPhone) app, og det gør så, at jeg kan sidde og læse når som helst. Og fordi det hele er på nettet synkroniserer min telefon med e-readeren så jeg hele tiden er på det rigtige sted i bogen. Nu hvor jeg er vågen på de underligste tidspunkter for at amme og få barnet til at SOVE er det genialt, at jeg lige kan læse et par sider i en bog uden at skulle finde den (ammehjerne) og tænde lyset og forsøge at balancere den i én hånd og vende siderne. Og nej, det er ikke et reklameindlæg for Amazon, men jeg synes ski det er så utroligt smart!

Jeg har således fået læst denne skønne sag:


Det er jo på ingen måde en ny bog, men jeg havde ikke læst den før. Det er nok den lettest tilgængelige Murakami bog, jeg har læst; den kan klart anbefales. 
Nu er den oven i købet blevet filmatiseret og det skulle være en meget smuk film. Som jeg rigtig gerne ville se i Grand Teatret, hvis ikke jeg havde 4.5 kg dødvægt monteret på brystet det meste af tiden. 

Jeg har nu købt IQ84 på engelsk  i et anfald af manglende omtanke har jeg købt dem som fysisk bog. Hardback. Alle tre bind i et. Det bliver nemt at håndtere sammen med et spisende / sovende / spilvågent spædbarn.

mandag den 7. november 2011

Fine nederdele - sy selv!

Jeg går rigtig meget i kjole og nederdele. Dels kan jeg godt lide den feminine følelse det giver mig* og dels synes jeg, det klæder min umiskendelige timeglasfacon bedst!

Sidste år lavede jeg en rigtig lækker nederdel:


Stoffet er Christian Dior uld og cashmere og foret er tyk silke. Den var med andre ord ikke helt billig, men super lækker og dejligt varm. Jeg brugte den rigtigt meget, og den er stadig lige fin.

I år har jeg så lavet to mere, da det gik op for mig, at jeg ikke lige umiddelbart kunne passe noget af mit præ-gravid tøj og under ingen omstændigheder ville have mit graviditetstøj på igen.






Jeg fandt to slags Prada stof med lidt stretch og udvidede mønstret en smule. Og fordi jeg ikke gad fore dem investerede jeg 200 kr i et yderst sexet Femilet underskørt, som jeg fandt i mormorafdelingen af Magasins undertøjssektion hvor det hang sammen med praktiske uldundertrøjer og lange underbukser.






Jeg har lavet alle tre nederdele efter dette Burda mønster fra de glade 80'ere. Det er virkelig en meget enkel model.
Og så kunne man jo lave lommer i eller fx lægge den op med et skråbånd. Det bliver næste gang - det her skulle gå stærkt; jeg havde jo ikke noget at tage på! :)

*Mit arbejdstøj før jeg begyndte på phd'en bestod af grønne pyjamas'er klippet til mænd og forvaskede, hullede t-shirts samt en alt for lang kittel. Virkelig klædeligt. 

fredag den 4. november 2011

Chokolade cup cakes med citrus frosting

Fordi jeg i aften skal have en veninde på besøg og fordi der lige var nogle chokolade cup cakes til overs lavede jeg en ny slags buttercream frosting - klementin og lime.

Klementin/lime buttercream frosting

  • 140 g flormelis
  • 50 g blødt smør
  • Saft af en klementin
  • Revet skal af 2 klementiner og 1 lime
Pisk smørret blødt og rør resten i til det er ensartet i konsistens. Afkøl og fordel på kagerne.


Og fordi der lige var en ekstra kage og jeg lige blev nødt til at prøvesmage frostingen , så fik jeg en rigtig sund frokost. Og halløj, det var godt! Og så skal jeg vist anskaffe mig en babyjogger så barnet og jeg kan løbe nogle af alle de kager af mig! :)

onsdag den 2. november 2011

Mørk/hvid chokolade cupcakes

I går havde vi endnu et barsels besøg og jeg udnyttede derfor lejligheden til at bage cup cakes. De er inspireret af nogle fra Agnes Cupcakes, men opskriften er min egen.

Det er mit første forsøg ud i buttercream, og manner, hvor smager det bare GODT! Hvid chokolade, smør og flormelis - what's not to love??
Chokolade muffins:
12-18 stk
  • 200 g mel
  • 50 g smeltet, afkølet smør
  • 150 g sukker
  • 50 g kakao
  • 2 tsk bagepulver
  • 50 g hakket, mørk chokolade
  • 2½ dl mælk
  • 2 æg
Pisk æg og sukker til det er luftigt og skummende. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend skiftevis tørvarer, mælk, smør og chokolade i dejen. Fordeles i muffinsforme.

Bages 12-20 min afhængig af størrelsen ved 180 g varmluft.

Hvid chokolade frosting:
  • 50 g hvid chokolade, smeltet og afkølet
  • 50 g blødt smør
  • 120 g flormelis
  • 20 ml mælk
Pisk smørret luftigt. Rør resten af ingredienserne i til det har en ensartet konsistens. Afkøles og sprøjtes på de afkølede cup cakes.
Enjoy!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...