tirsdag den 26. marts 2013

Æggevarmere til påske

For nylig fik jeg et ønske om æggevarmere. Jeg har aldrig selv rigtig forstået det med æggevarmere, ægget koger jo videre og bliver hårdkogt.

Men det var et velkomment sidespring fra mandens trøje, så jeg fik hurtigt hæklet et par lidt påskeinspirerede varmere.


Jeg satte opskriften sammen ved at kombinere to garnstudio hækleopskrifter, her og her.
Dog startede jeg med 42 lm, ellers blev det for stramt rundt om ægget og så hæklede jeg kun 6 rækker fm over den første række lm. Jeg har brugt diverse rester bomuldsgarn.
Vi er på påskeferie i det jyske og bliver forkælet af barnets bedsteforældre; dejligt! God påske derude.

 

mandag den 18. marts 2013

Checkerboard lace scarf

For nyligt er jeg omsider blevet færdig med det tørklæde, jeg startede på sidste år.



Opskriften er her på Purl Bees hjemmeside.

Jeg synes det er blevet rigtig fint, men i den her tilsyneladende uendelige polarvinter er det ikke rigtig stort nok selvom det er 180 cm langt. Jeg vil strikke en kant på, som jeg også havde planlagt, men lige nu er jeg i gang med en trøje til min mand. På pind 2.5 og 3. Det tager for evigt...

mandag den 11. marts 2013

SuperA

Her, noget post festum, er et par billeder af årets fastelavnstøj - syet i al hast i løbet af et par timer. Jeg tegnede efter en natdragt og 'underbukserne' er modelleret efter en ble (ren).






Superhelte kan altså ikke sådan stå stille bare fordi nogen vil tage billeder, så rigtig skarpt blev det ikke!

Det blå stof er sportssatin, som er utroligt strækbart og det røde er almindeligt satin. Jeg har sat kappen fast med trykknapper bagpå, da jeg tænkte, at han blev træt af den (det gjorde han også).

Det var sjovt at lave noget, som jeg vidste bare skulle holde i en dag, så det var ikke så vigtigt, om det lige passede 100% perfekt og der var heller ikke noget med at lægge op eller fæstne overlocksømme. Og derfor tog det ikke mere end en aften at lave det.


søndag den 3. marts 2013

Se min kjole...

Der sker en masse udenom hjørnet lige nu, men det betyder ikke, at jeg ikke laver noget - det finder bare ikke rigtig vej til bloggen.

Jeg bliver mere og mere forelsket i min overlocker! Det går lynende hurtigt og gør mig i stand til at sy i jersey og lignende. Min Babylock kan desværre ikke lave oplægningssømme, men det kan min almindelige symaskine, når bare den bliver forkælet med en tvillingenål. Armen altså, så er der jo ikke et øje tørt!

Jeg har for nyligt syet en ny kjole, mønsteret er et modificeret Burdamønster.



Stribet jersey fra Stof2000, trykknapper Pfaff, City Sycenter.







Jeg har ikke prøvet at lave en stolpebelægning før, men i denne gamle kending var det pædagogisk forklaret med billeder og det hele, og så var det ikke så svært, når det kom til stykket.

Dejligt med den slags opslagsværker og sjovt at prøve noget nyt!





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...